Sødbitter

“Tror du, hun er lykkelig? Har hun det godt med bare at arbejde i restauranten? Hun virker lykkelig, gør hun ikke? Hun har et spændende liv.”
“Du er vist ret betaget af hende, hvad?” Jake spiste skorperne fra det russiske rugbrød. “Hvad tror du, lykke er? Det er en holdning, det er ikke en entydig tilstand. Ikke et sted, du kan bede en taxachauffør om at sætte dig af ved.

Det endte med

Du mangler selvkontrol. Disciplin. Det er den, der skiller kunst fra følelse.

Jeg rullede ind over ham, krop mod krop, maver, der trak vejret mod hinanden, konvekst, konkavt.

. Jeg havde det, som om jeg var ankommet til et rum, der havde stået og ventet på mig hele mit liv, og en stemme i mit hoved hviskede: Det er sådan, det føles at have en familie

Ariel elskede friheden ved at være restaurantbagtjener.

jeg tænkte, nu sker det, nu folder mit liv sig ud, det kommer brusende mod mig som et lokomotiv.”
“Wauw,” sagde jeg. Mit liv, mit lokomotiv.

Umami: søpindsvin, ansjoser, parmesan, velhængt oksekød med en skorpe af mug. Det er aminosyren glutamat. Der findes ikke længere nogen mysterier. Smagsforstærkere er den kunstige udgave af stoffet. Det er smagen af modenhed, der er på nippet til at gære. Umiddelbart fungerer den som en advarsel. Men når du har vænnet dig til den, når du har sat navn på, bliver dens antydning af råddenskab den eneste smag, der er værd at forfølge, den eneste retning, der er værd at udforske.

Et grimt misforhold mellem måden, I taler på, og kvaliteten af de tanker, I gør jer om verden. I lærer at udtrykke jer i slang, klichéer, sarkasme – som alt sammen er svagt sprog. Sprogets overfladiskhed farver oplevelser og erfaringer og gør dem til noget, der hurtigt kasseres, i stedet for at være noget, I kan bruge i jeres liv. Og for at gøre det hele værre, så omtaler i hele tiden jer selv som ‘piger’.”

Du har lært, at alt, hvad der findes i verden, er fejlbehæftede spejlbilleder, at den fysiske verden ikke kræver den samme opmærksomhed som den åndelige. Det er da chokerende, ikke? Og alligevel er den fysiske verden fuld af overflod – hvis du investerer i den, giver den tifold tilbage.”
“Investerer hvad?”
Hun smurte ost på en sprød kiks og nikkede, mens hun tyggede.
“Din opmærksomhed, selvfølgelig.”