Opløst

Hun forsøgte at forestille sig det had, Johannes måtte føle mod sin morfar, nu hvor han kendte til sin mors kærlighed, og fortrød, at hun ikke havde spurgt Mona, om hun vidste, om sønnen havde skydevåben i huset, inden de løb afsted.

Hayyan kiggede blindt rundt i det mørke rum.

Der lød et hæst skrig og lyden af et dumpt slag.

Beate holdt vejret og kiggede op mod den smalle lysstribe, der trængte ned til dem.

Udenfor var det sort nat, og Liam fik øje på sit eget spejlbillede i vinduerne.

“Er det jer, der har skubbet lågene af?”

De blev vist ind i en lavloftet stue, hvor lyset kun trængte sparsomt ind gennem en række små vinduer med vindueskarme fulde af forsømte pelargonier.

Gylletanken var gammel og grå og støbt i grov beton for en menneskealder siden. Den var overdækket af et tykt lag gummi, og de kunne ikke se udefra, om der var noget under den tykke overdækning.

Så snart de stod ude på fortovet, hev Dea sin telefon frem.

“Var den der, da du og Kasper røg jeres godnatsmøg?”