Jeg vil ikke tilbage

Det har aldrig været gratis
at tale med kroppen.
Det er ikke alt
der kan siges med fravær.

DAG 79

110 indlagte
Så mister endnu
en sort mand livet
et sted i USA
efter at være blevet anholdt.
Et knæ mod hans hals
i otte minutter,
og flere gange
bad han om hjælp,
sagde at han ikke
kunne trække vejret.
George Floyd,
et navn i rækken
af mennesker man har frarøvet
retten til ilt,
i landet der kalder sig
‘land of the free’,
og indtil videre
har hans morder kun fået
en fyreseddel,
og nu sidder han derhjemme
og bestiller sine nudler,
mens et samfund samler sig
uden for hans dør,
og Michigan brænder:
et røgsignal,
et råb om hjælp,
et løfte om ikke
at lide i tavshed
fra lunger der snart
er slidte af at skrige,
udmattede af at pege
på de evige gentagelser.
Og under huden
har vores blodkar
den samme farve,
men hvad hjælper det,
så længe at selve
åndedrættet
er viklet ind i kurver
og afkast og klasse,
viklet ind i utallige
klassefiktioner.
Nu snakker de igen
om behovet for at tale
på den ‘rigtige måde’
med taktiske stemmer,
at demonstranter skal opføre sig
klogt og civilt.
Men det kloge og civile
har tabt igen,
så måske må vi snart
begynde at skrige,
nægte at vende
tilbage til en verden
hvor krampetrækninger stadig
mistolkes som aggression
både i USA
og i et pænere Danmark,
det skete også
på et fly i Danmark.
Omsorgen følger
en bestemt grammatik,
døden følger
en bestemt grammatik.
Så må det igen
være tid til at smide
afmægtige molotovs
ind i sprogets sonetter.

DAG 63

177 indlagte
Sveriges strategi
ser ud til ikke at virke;
forsøget på at opnå
flokimmunitet.
Og hele tiden
den lille stemme
der håber de fejler
der ønsker at vi vinder
der stadig tænker
nationalstater som hold,
selv i en verden
hvor virussen har vist
hvor nemt selv de hårdeste
grænser kan krydses.

DAG 56

228 indlagte
Jeg skal minde mig selv
om at krisen er her,
at jeg ikke bare
kan hoppe på toget til Århus.
De streamede Yahyas begravelse
på ekstrabladet.dk,
mine tanker til hans familie,
mine tanker til hans kære.
Og fuck de idioter
der hylede op på Facebook
om at folk ikke så ud til
at holde ordentlig afstand.
Selv på sorgens dag
bliver muslimer shamet.
De racistiske narrativer
lurer under LCD’en,
fuck de folk,
fuck deres logikker.
En hånd i vejret
for det umuliges digte,
det er umuligt at sigte
til den sentimentalitet
uden at begrænse
en dreng til digter
eller at begrænse
digteren til dreng.
Intet bliver nogensinde
det samme igen.
Månens korona
skinnede hånligt og smukt.
Jeg bankede ned i bordet,
matte tårer,
i hans eget “Månedigt”,
som salve og salve,
ville han ikke slås ihjel
for ingenting,
ingen skal slås ihjel
for ingenting.
Nej, ingen skal dø
for flertallets ro.
Jeg kan intet sige
som han ikke selv
kunne sige bedre,
sige vredere,
inde under hans rasen
en rasende kærlighed.
Jeg har allerede
skændtes med Ada
om hvad vi kan sige,
hvordan det skal siges.
Det er en ringe trøst
at alt nu er forandret.
Dét jeg savner
er også et ungt
menneskes fremtid,
volden i digtene.
Men volden i digtene
er ikke kun digtenes,
de er også drengens
og også hans hænders.
Alle vil have
en virkeligere virkelighed;
vinduer i panden,
beton i munden.
Så klager de over smerten,
så vil de have den råt.
Ind med lortet
i den knækkede litteratur,
så længe det brudte
forbliver i linjerne,
så vi kan stå på siderne
og klappe helt sagte.
I disse ensomme minutter
er en brøndbyfan,
lad os bare kalde ham Pervez,
min største allierede.
Nu må vi lægge
identiteterne i koma,
forsøge at finde
et fællesskab
mens ilden stadig
brænder helt vildt.
Lad den aldrig blive slukket,
lad den aldrig varme.
Lad den aldrig varme
et politisk projekt
hvis projektet ikke
også er tvivlens,
også er poesiens,
som en røg der tvinger sig
ned i lungerne,
tvinger dem til at hakke
nye melodier
i de forstenede stemmer.
Hvil i fred

DAG 50

267 indlagte
Jeg kom til at kysse
Vera på kinden.
Dagene begynder
at føles normale.
Som om, okay,
det her er livet nu:
vaske mine hænder
have håndsprit i hjemmet,
vænne mig til
at minimere kontakt
med gelænder og telefon,
afspritte iPhonen,
tænke på genstande
som forlængelser af kroppen —
vaner der plejede
at være tegn på OCD.
Det hjælper på min angst
at andre er angste,
folk der ikke
plejede at være angste,
ligesom det hjælper
på dødeligheden
af normal influenza
at folk vasker hænder;
ting vi er vant til
bare at acceptere.

DAG 45

320 indlagte
Fuck, det er crazy
at skulle handle ind lige nu
med krydderen fuld
af pollenallergi.
For seks uger siden
var et nys bare et nys.

DAG 44

319 indlagte
Jeg satte mig på altanen
og læste en bog,
I smittens tid
af Paolo Giordano.
Ved ikke hvad jeg skulle gøre
med rastløsheden uden bøger.
Kiosken var lukket
midt på dagen,
forestillede mig at nogen
i familien var blevet syg.
Giordano skriver
at manglen på solidaritet
først og fremmest
er en mangel på fantasi,
fx at vi tænker
at det er nogens egen skyld.
Jeg åbnede en øl,
tændte en smøg —
fritiden føltes næsten
som noget jeg havde fået foræret,
som noget der aldrig
rigtig havde været min.

DAG 43

324 indlagte
Nogle dage
kan jeg længes efter at blive syg,
bare at få lortet
overstået,
selvfølgelig fordi
jeg regner med at blive rask,
selvfølgelig fordi jeg kommer til at tænke
det raske som et valg.
Rosa har fortalt
at manden i sommerhuset
med den kræftsyge kæreste
snart må vælge
mellem sit job
og risikoen for
at tage smitten med
hjem i parforholdet.
Han arbejder som politimand
og selvom hans chef
har været meget forstående
har han ikke mere orlov.
Der er huller i hjælpepakkerne,
det er ikke alle
som bare har råd
til at blive på arbejdet
eller tage bussen
blandt usynligt smittende.
Det føles som om
hele vores system
nu er fanget
i en slags second wave-barndom
proppet med ting
vi skal lære på ny,
konstant at gå rundt
med en akavet krop.
Flere af mine singlevenner
jublede på nettet
da Søren Brostrøm udtalte
at selvfølgelig var det okay
stadig at have sex,
så længe man tog
sine forholdsregler
og tænkte sig om.
Jeg har hørt at det er blevet en ting
at skrive på Tinder
at man foretrækker doggy
som et ansvarsfuldt kink:
en stilling der mindsker
smitterisikoen.

DAG 42

335 indlagte
Nede i børnehaven
mellem afspærringstapen
står foråret
og springer ud i sig selv.

DAG 40

319 indlagte
Karantæne er et ord
der kommer fra italiensk:
40 dage
og 40 nætter —
den periode
man under pesten
skulle holde sig inde
før man var sikker
på at smitten
ikke lurede i kroppen.
I Danmark havde vi dødsstraf
for at bryde karantænen
af frygt for kolera
i 1813,
og på Wikipedia står der
at med nutidens vacciner
er behovet for karantæner
stort set afskaffet.
De skriver ikke ‘i Vesten’
men de mener ‘i Vesten’,
et lille fact
der nu er fortid.
Visse historier
bliver vi nødt til at omskrive,
visse ting
må vi bare vænne os til.
Bobs kæreste, Sophie,
er blevet bedt om at vælge
en backupperson
inden fødslen,
hvis Bob har symptomer
og ikke får lov
til at komme med
ind på stuen.
Han har konstant telefonen
på max volume,
både virus og fødsel
kræver en ny
lydhørhed af os,
et andet sprog.
Nu siger han ting
som ‘uge 38+2’,
hans tid er blevet
graviditetens tid.