Karitas. Kaos på lærred

I kælderen under La Coupole på Montparnasse blev der danset, men dér flokkedes byens tjenestepiger, så stedet virkede ikke tiltrækkende på kunstnere, vi tog os dog et par svingommer.

kunnet falde mig ind, at jeg kunne være fri som mine mandlige kolleger, flyve omkring i verden på en stor pensel, skaberen havde udstyret mig

Den, der evig og altid går og holder øje med vinden, får ikke sået, og den, der evig og altid holder øje med skyerne, får ikke høstet. Kvinder skal ikke længere lade vinden stå i vejen for sig. De havde den i ryggen i sin tid, dengang jeg sejlede Island rundt med mine børn, og havisen ikke fik mig standset, jeg vidste, at et nyt århundrede var oprundet, vores, kvindernes århundrede. Så fik kvinderne modvind og orkede ikke at gå videre. Og de står stadig stille, lader vinden stå sig i vejen, men du, Karitas, du vil ikke lade den hæmme dig. Kun halvdelen af det århundrede, der er kvindernes, er gået, du skal til Paris. Det, der sker, har for længst fået en betegnelse, og det er på forhånd besluttet, hvad mennesker skal blive til, og mennesket kan ikke sætte sig op imod den, der er over mennesket