Rastløshedens bog

Bevidstheden om livets ubevidsthed er den ældste tribut til intelligensen. Der findes ubevidste intelligenser … åndens sprudlen, forståelsens strømme, stemmer […] og filosofier som har den samme indsigt som de legemlige reflekser, som den måde leveren og nyrerne forvalter deres sekreter på

fremmede for alverdens højtidelighed, ligegyldige over for det guddommelige og foragtelige over for alt menneskeligt, hengiver vi os, med en forfinet epikuræisme der passer sig til vore cerebrale nerver, til dyrkningen af vore ørkesløse fornemmelser

Da vi ikke kan leve religiøst og heller ikke vil komme til det, fordi man ikke kan tro med sin fornuft og heller ikke kan tro på en abstrakt forestilling om mennesket, og heller ikke ville ane hvordan man skulle bære sig ad, er der, som en indrømmelse til sjælen, kun det ene tilbage at betragte livet æstetisk. Og således

Det der hos mig fremkalder den dybe følelse af at leve i inkongruens med andre, tror jeg skyldes at de fleste tænker med følelsen, men at jeg føler med tanken.
For almindelige mennesker er det at føle ensbetydende med at leve, at tænke er at forstå sig på livet. For mig er det at tænke at leve, at føle er blot næring for tanken.