Flammernes farve

idste ende findes der hverken gode eller onde mennesker, hæderlige folk eller bedragere, hverken får eller ulv – der findes kun mennesker, som får deres straf, og mennesker, der går fri.

virkede som et oplagt parti til Madeleine. Han var i halvtredserne, fornuftig og samvittighedsfuld, havde økonomisk sans og orden i sagerne, var selvbehersket, fremsynet, og så vidt vides var hans eneste last en forkærlighed for mekanik af forskellig art, automobiler – han afskyede racerkøreren Benoist, men forgudede hans kollega Charavel – og flyvemaskiner – han hadede testpiloten Blériot, men tilbad hans kollega Daurat.

Gustave Joubert, der var prokurist i Péricourt Bank, virke

Henri d’Aulnay-Pradelle

med mig i det?”

Péricourt havde ansat ham lige efter hans eksamen fra ingeniørhøjskolen, hvor hr.

“La France veut-elle un dictateur” er titlen på en længere artikelserie bragt i Le Petit Journal i marts 1933. For dette og så meget andet vil jeg gerne takke de fagfolk, der står for den fantastiske database Gallica på det franske nationalbibliotek BNF, havde de dog bare større bevillinger at gøre godt med.
Min fremragende oversætter Joanna Polachowska har hjulpet mig med oversættelserne til polsk. Tak til Laura Kleiner for oversættelserne til (syd-)tysk.
Jean-Noël Passieux har gjort, hvad han kunne, for at lære fra sig om turbojetmotorers fordele og mangler, han skal have tak for sin tålmodighed, og det samme skal

“Kære Madeleine, ville det være i orden med Dem, hvis frøken Picard og hr.

Traditionen påbød, at de valgte en ny restaurant hvert år.