Øerne under vinden

Den vemod, der lægger sig over den sidste del af en lang rejse, greb mig, men imellem drømmene sås også rimfrostklædte danske græsplæner, blomstrende æbletræer.

Kunsten ved at være til, ligegyldigt hvor man er i verden, er en konstant høj grad af nærværelse … at udnytte, at få udbytte af den situation, man befinder sig i. At bruge den virkelighed, der omgiver én, i stedet for konstant at ønske sig et andet sted hen.

Lykke er, at virkeligheden svarer til forventningerne, og det kan man kun forstå, hvis man både er realist og lidt naiv og begriber, at skæbnen ad forunderlige veje førte én uden om sult, fattigdom og tåbelige slagmarker. At forstå de skridt, man vælger at gøre … og så have heldets lyse engel gående ved siden af sig, vel vidende at på den anden side går den sorte. At det slutter en dag.

Man kan jo få folk til hvad som helst, bare man skræmmer livet af dem først.

Eventyr er at møde det ukendte uden at vide, om man magter synet, lugten, stanken, varmen.

Eventyr er at lære angsten at kende.

Frihedens farefulde ensomhed og hjemløshedens melankoli står for mange som et mareridt, men sådan er det ikke ustandselig at skulle sætte sig i den situation, hvor man unægtelig er en fremmed. Det får tankerne til hele tiden at koncentrere sig om at fylde ud, hvor man er. At være i en fuldstændig fremmed verden, gør uvægerligt dig selv til et centrum, man er fri af den sociale hverdag, som man hjemmefra er en del af, i den sidste konsekvens er man fuldstændig alene under stjernerne. Man er i en form for fravær, som for en forfatter godt kan være en grusom, men frugtbar situation.

Men som den gode rejsende digteren også er, ved han, at tungsindet, hjemlængslen er dødsensfarlig, at kunsten ved at rejse er at være, hvor man er, fuldt ud, uden ustandseligt at drømme sig et andet sted hen.

må svare for sig, når han møder udenlandsdanskere, der halvhånligt snakker om det gamle land, tit for at forsvare over for sig selv, at de forlod det

ingen sanser har som duften erindringen i sig.

Når man vil lave en Jordomsejling, der tager mellem femten og tyve år, kan man jo ikke være med hele tiden. Det menneske, som har sejlet, ved, at der sker noget i hjertet og i kroppen på én, når man har været om bord i et års tid, måske to. At leve på et lille skib er jo også at leve i en skotøjsæske, pludselig kan man mærke, at man er ved at få åndenød. De danske landskabsbilleder begynder at plage éns nattesøvn. Kornmarkerne står svajende, kastanjernes fedtede knopper. Man husker sin barndomsgynge under guldborgæbletræet og saften i det kølige æble, når man samlede det op på den dugvåde græsplæne. De unges latter i sommernatten, man griber sig i barmen og mærker med et sug sorgen over at miste sin ungdom. Du må hjem, du må hjem. Der er ikke andet at gøre, og det er vidunderligt.