En velbevaret hemmelighed

Når Iris havde fået færten af et eller andet, kunne hendes interesse være kvælende, og Laurel var ikke parat til at blive krydsforhørt.

kilometer uden at blive det mindste forpustet.
Det gjorde hun nu ikke. Hun måtte jo tænke på sine strømper. De var det sidste par uden rendemasker, og der var ikke noget som en skarp vragdel fra Blitzen, der kunne få ens nylonstrømper til at løbe. Det kendte Dolly alt til. Hvis hun ødelagde sit sidste par strømper, ville hun være tvunget til at tegne streger på bagsiden af sine ben med en eyeliner som tarvelige Kitty. Nej, ellers tak. Dolly tog ingen chancer, og da en bus standsede i nærheden af Marble Arch, sprang hun på.
Der var en lille ståplads bagest, og der stod hun så, mens hun forsøgte at undgå at inhalere den salte lugt af en opblæst herre, der holdt foredrag om kødrationering, og om hvordan man bedst sauterede lever. Dolly modstod sin lyst til at fortælle ham, at opskriften lød som noget fandens hundeæde (ha!), og så snart de havde rundet Piccadilly Circus, sprang hun af igen.
„Hav en god aften, min pige,“ råbte en ældre mand i vagtværnsuniform, da bussen forsvandt i det fjerne.
Dolly svarede med et vink. Et par soldater, der var hjemme på orlov og sang ‘Nellie Dean’ med fordrukne stemmer, tog hende under armene, da de passerede, en under hver, og hvirvlede hende rundt. Dolly lo, da

Han var tålmodig over for sin mor, selv om hendes venligste ord indeholdt syre nok til at kunne ætse malingen af væggene

Laurel havde rystet ivrigt på hovedet. Hun kunne godt lide mors historier.
„Har jeg ikke? Ja, det forklarer jo en hel del. Jeg har faktisk undret mig over, hvorfor jeg ikke har mødt dig der.“
„Mødt mig hvor, mor? Hvad er Nattergalstjernen?“
„Jamen, det er jo vejen hjem, selvfølgelig, lille vinge. Ligesom det er vejen ud.“
Laurel var forvirret. „Vejen hvorhen?“
„Den fører alle steder hen …“ I samme øjeblik smilede moren på den måde, der altid gjorde Laurel glad for at være nær hende, hun lænede sig tættere på, som om hun skulle til at fortælle en hemmelighed, og hendes mørke hår gled frem over den ene skulder. Laurel elskede at høre hemmeligheder. Hun var også meget dygtig til at holde på dem, så hun lyttede opmærksomt, da moren sagde: „Nattergalstjernen er et stort skib, der hver aften sejler ud fra søv

„Har jeg nogensinde fortalt dig om Nattergalstjernen,“ spurgte hun engang, da Laurel var lille og ikke kunne sove.

Hun var også meget dygtig til at holde på dem, så hun lyttede opmærksomt, da moren sagde: „Nattergalstjernen er et stort skib, der hver aften sejler ud fra søvnens kant. Har du nogensinde set et billede af et sørøverskib med bølgende hvide sejl og rebstiger, der svinger frem og tilbage i vinden?“
Laurel nikkede forventningsfuldt.
„Så genkender du det, når du ser det, for det ser præcis sådan ud. Med den mest lige mast, du kan forestille sig, og et flag i toppen, af sølvfarvet stof med en hvid stjerne og et par vinger i midten.“
„Hvordan kommer jeg om bord, mor? Bliver jeg nødt til at svømme?“ Laurel var ikke særlig dygtig til at svømme.
Moren lo. „Det er det bedste af det hele. Det eneste, du skal gøre, er at ønske det, og når du så falder i søvn i aften, opdager du pludselig, at du står på det varme dæk og skal til at sætte ud på et eventyr.“

Men bestemt tilstrækkeligt til at forklare farmorens sure rønnebær: Det var slemt nok med kærester, men en hang til alkohol?

hospitalssengetøjet. Laurel havde troet, at hun var forberedt. Hun havde haft venner, der var døde. Hun