Stjålne penge varer ikke længe

Stephen fulgte omhyggeligt Harveys minespil.

»Du får ikke brug fo

Harvey vidste tirsdag morgen, at Harold Wilson ville devaluere på et eller andet tidspunkt efter fredag klokken sytten, Greenwich normaltid. Om torsdagen vidste selv den laveste bankassistent i Lincoln Trust det. Det var ikke noget under, at Bank of England tabte et sted omkring halvanden milliard pund på fire dage. Harvey havde tit tænkt, at hvis bare briterne kunne sætte lidt mere fut i deres bestyrelsesværelser og få et ordentligt skattesystem, kunne de blive det rigeste land i verden i stedet for en nation, der, som The Economist engang havde sagt, kunne købes af araberne for mindre end tres dages olieindtægter. Medens briterne flirtede med socialismen og stadig levede i folie de grandeur, syntes de dømt til at synke hen i ubetydelighed.
Harvey gik ned ad landgangen som en mand, der skal nå noget. Han havde aldrig lært at slappe helt af, selv når han var på ferie. Han kunne lige klare at være afskåret fra omverdenen i fire dage, men hvis han skulle være blevet ombord på QE 2 længere, ville han være begyndt at forhandle om overtagelse af Cunard rederiet. Harvey havde engang mødt Cunards bestyrelsesformand, Vic Matthews, på Ascot, og det havde forbløffet ham, hvor stor vægt den anden havde lagt på selskabets prestige og omdømme.