Om mørke og om lys

For det er ikke nok at være nogen, man skal være noget.

Albert Camus skrev: „At tage sig af dage er simpelthen en indrømmelse af, at det ’ikke er ulejligheden værd at leve’. At leve er naturligvis aldrig let. Man vedbliver at udføre de fagter, tilværelsen forlanger af en, af mange grunde, hvoraf den vigtigste er vanen. Den, der frivilligt vælger døden, må, om også kun instinktivt, have erkendt denne vanes latterlighed og urimelighed, fraværelsen af enhver dybere mening med tilværelsen, det fuldstændig forrykte ved det daglige jag og lidelsens nytteløshed.“ Og han skrev videre: „I et univers, som berøves enhver illusion og enhver mening, føler mennesket sig som en fremmed.“
Både Tove Ditlevsen og Albert Camus mente, at livet var i menneskets egne hænder. De havde ikke en tro, som medførte, at mennesker skulle aflægge regnskab over for en højere magt. De mente begge, at det var op til det enkelte menneske at vurdere, om det liv, de havde, var værd at leve – men de så forskelligt på, hvilken konsekvens man burde drage af disse vurderinger. Tove Ditlevsen anså ikke sit liv for umagen værd at leve og valgte selvmordet, mens Albert Camus ud fra sine filosofiske og teoretiske overvejelser opfordrede til liv – og han afviste selvmordet. Mørket skulle fortrænges af „forstandens klare lys“.
Camus mente, at selvmord var menneskets vigtigste filosofiske problem. For hvordan kan mennesker leve et meningsfuldt liv, når livet per definition er absurd? Absurditeten handler om, at mennesker forsøger at skabe mening i en meningsløs verden.